Mit hjerte er fyldt op af mange ting for tiden.
Mest af alt har jeg lyst til at komme min mellemste i min frakkelomme, lyne den og lukke ham ud igen om et par år.
Han er 25, så det bliver nok lidt svært at få ham med på idéen.
Det der med at give slip på andre mennesker, ikk – jeg synes virkelig, jeg har øvet mig alt for meget på det de sidste år.
Men jeg gør det alligevel, lader være med at holde ham fanget i den lomme. Jeg vil sikkert også komme til at kvæle ham i misforstået kærlighed som Lennie gør det i “Mus og Mænd”.
Derfor vil jeg stå i lufthavnen og vinke, når Frederik i januar tager til Kabul i Afghanistan som soldat.
Mine øjne vil helt sikkert løbe over i stride strømme med den kærlighed som hjertet, der er bange for at miste, er fyldt med.
(Diskussionen om hvorvidt vi overhovedet skulle ha været med i den krig in the first place, kan I forøvrigt tage et andet sted end på min væg).
Nu er vi der og min søn har valgt at være med i den del, der skal ekskortere andre rundt til afghansk politi og militær for at undervise dem, inden de med tiden selv skal overtage.
Det respekterer jeg, selvom jeg ikke er enig. Jeg respekterer det, fordi jeg elsker min søn uden betingelser – det er ikke nemt, men det er det, jeg har prædiket hele mit liv.
Teori om kun at tro på fred, være imod militær, elske andre uanset, hvad de gør – al den teori er så nem, så længe den ikke bliver afprøvet på tæt hold.
Det er let at sige færre biler på vejen, når blot man ikke selv skal undvære sin egen – du har forstået pointen, ikk!
Så nu spiser jeg min egen medicin og elsker stadig Frederik ubetinget, selvom jeg slet ikke forstår den verden. Og selvom jeg er skrækslagen for at miste.
Jeg tror heldigvis også på at store hjerters blotte tilstedeværelse kan ændre meget mere, end vi er klar over.
Og i så fald kan jeg ikke forestille mig et større hjerte end Frederiks at sende til en del af verden, der virkelig har brug for det.
