Vælg en side

Hvis I synes, jeg de sidste par år har været en anelse for manisk med tangoen og udenfor rækkevidde, har I naturligvis helt ret.
Af flere grunde har det været sådan:
Det ligger ikke i min natur at gøre noget halvt.Artikel 1
Jeg har tyet til tangoen, når jeg blev overmandet af sorg, afmagt, uforløst kærlighed og alt muligt andet.
På gulvet har jeg ladet tangomusikken skabe følelser, der har passeret forbi mit hjerte og sammen med dem, jeg dansede med, er følelserne blevet til et fysisk udtryk.
Motion is emotion-
Dansestederne har været min terapi, mit sted at lade op, til tider mit glemslens rum – Oblivion.

Jeg regner bestemt stadig med, at jeg skal danse herfra, når den tid kommer, men tangoen er nået et nyt sted i mig – til en ny dimension, som jeg endnu ikke helt kender.
Dog ved jeg, at jeg nu er så klar til at give fra mig selv igen, heale vha mentorsamtaler, hands-on, og væren med døende og deres pårørende, holde foredrag og få skrevet bogen færdig.
I sidste uges udgave af Ugebladet Søndag var der et tema om at miste.
Der er en komprimeret udgave af min historie.

Related posts: