Noget om én af de helt tætte omfavnelser og om da hjertet atter åbnede sig og jeg connectede med mig selv igen
Det var min 50-års fødselsdagstur i starten af november.
To af mine rigtig gode venner var sammen med mig på weekend i Hamborg. Vi er alle tre vilde med at danse argentinsk tango, så lørdag aften kørte vi ud til “el abrazo”, som er det største tangosted i byen.
“abrazo” betyder omfavnelse/knus/kram.
Og det skal jeg da lige love for, at jeg fik!!
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg en stor del af mit liv har været optaget af det der med at komme “hjem”. Følelsen af at være forbundet/connected med én selv-andre mennesker-dyr- naturen-alting.
En rimelig nem måde for mig har altid været ved hjælp af sex – der hvor man under ekstasen sommetider kan nå så meget “hjem”, at man er en anelse bange for, om det måske var the final journey og himlen vil lukke sig bag én.
Indtil videre er jeg jo altså kommet tilbage…
Nåh, back to Hamburg and tango.
Den argentinske tango har både det lette, sjove, legende og det helt stille, meget tætte og passionerede element over sig. Og det er jo blandt andet derfor, jeg er så vild med den dans, hvor to mennesker går i en omfavnelse med hinanden. At det ene ikke udelukker det andet. At jeg kan komme ud i yderpolerne.
Der var rigtig mange mennesker på el abrazo, da vi ankom. Der stod borde med stole ved hele vejen rundt om dansegulvet. Vi fandt det sidste ledige bord, helt nede foran Dj-en.
Derfra spottede jeg på dansegulvet hurtigt en mand, jeg besluttede mig for, at jeg ville danse med i løbet af aftenen.
Han var af indlysende grunde på gulvet stort set konstant, jeg var også selv meget ude at danse. Så der var pludselig gået flere timer, før det lykkedes mig at finde et tidspunkt, hvor hverken han eller jeg dansede.
Men gisp – var han der overhovedet længere? Umiddelbart kunne jeg ikke finde ham. Jeg gik en runde fra baren og en anden vej rundt i lokalet på vej tilbage til mine venner.
Og pludselig – lige der midt imellem en hel gruppe af kvinder – mødte mine øjne hans. Vi holdt begge blikket og nikkede svagt med hovedet.
Tegn til, at vi begge gerne ville danse med den anden.
De første fire danse – som en tanda typisk består af – var rigtig dejlige. Han var, som jeg havde forudset, en eminent god fører. På den der klippeagtige måde.
Imellem hver dans nåede vi lige at udveksle navne og andre høfligheder – men det er jo omfavnelsen, vi går efter.
Som takt og tone i tangoverdenen foreskriver, sagde vi tak for dansen, da tandaen sluttede, gav hinanden et ekstra knus og gik til hver vores stol i rummet. I hver sin ende af lokalet.
Efterfølgende havde jeg nogle rigtig skønne danse med andre mænd også, men denne tanda blev ved at spøge i min krop.
Jeg ville have mere….
Klokken nærmede sig lukketid, så det var på høje tid at finde den fører igen, som jeg gerne ville nå endnu en omfavnelse med.
Jeg rejste mig i den ene ende af lokalet, samtidig med at han rejste sig i den modsatte. Måske har vi begge lige nikket en smule med hovedet – jeg husker det ikke. Vi gik fra hvert vores hjørne tværs over dansegulvet, der var ved at være halvtomt, og mødtes i omfavnelsen.
Den slap vi ikke igen de næste 12-15 minutter.
Ohhh Myyyyy Godddddd….. som Janice fra Friends ville have råbt med sin skingre stemme.
Vores hjerter synkroniseredes med det samme, vores kroppe blev til én. Vi smeltede sammen! Jeg kom HJEM.
Jeg vil godt lige her slå fast, at jeg slet ikke er en specielt dygtig og erfaren tangodanser. Til gengæld er jeg ret god til at give mig selv fuldstændig, når lejligheden pludselig byder sig. Og det gjorde den der midt på et dansegulv kl halv 3 en lørdag nat i Hamborg i november.
Vi opgav at slippe hinanden imellem musiknumrene – hvorfor skulle vi – det var så magisk og ville være at bryde fortryllelsen. Jeg var Askepot og vidste godt, at jeg skulle nå ud, inden det hele blev til græskar og kaminstøv.Men lige dér var jeg ballets dronning og ville have det hele med!
En del af tiden gik vi bare enkle skridt eller stod stille sammen og mærkede, hvordan musikken, lokalet og de andre dansende blev til Himlen, der åbnede sig i takt med vores hjerters pulsslag. Lige dér var jeg ikke nervøs for, om den måske ville lukke sig bag os – det ville faktisk have været helt okay.
Det gjorde den ikke, og det er jeg jo rigtig taknemmelig for i dag, for der er så meget mere nærvær, sjov, intensitet og samhørighed med alle mulige, jeg stadig gerne vil opleve.
Jeg har i mange år gemt mit hjerte til den samme mand. Min soulmate, eller nok snarere én af dem. Som jeg ikke skal leve mit liv sammen med.
Denne aften tillod jeg atter mit hjerte at åbne sig. Det var så en bestemt mand, der var grunden til dette, men mit hjerte åbnede sig generelt for mere kærlighed i mit liv. Kærlighed ment i et større perspektiv end blot imellem to mennesker. Så jeg er tangoen og denne tyske mand meget taknemmelig!
Ps. Jeg skal stadig blot se på dette billede for at ryge direkte ind i følelsen af at connecte med alting igen.
Det’ ikk så ringe endda :-)))))