Vælg en side

Den ligger der som en kæmpe kolos, som et center på Frederiksbjerg.

Rundt om udfolder sig er helt normalt liv med grillbar, møntvask, frisør, slagter, genbrugsbutik og naturligvis Søren Bruun – baren, hvor jeg har set AGFs tilhængere samles og drikke gravøl efter en kamp.

For første gang siden Pouls begravelse d. 9. januar. har jeg vovet mig ind i en kirke – Sct Pauls Kirke i Aarhus.

Den er næsten altid åben for besøgende i dagtimerne, og jeg sætter mig på én af de bagerste rækker og nyder, at organisten øver sig.

Er jeg troende og dermed et irrationelt menneske?

Ja, det er jeg.

Jeg er ikke specielt uintelligent og kender naturligvis godt til alt det forfærdelige, der er sket i religioners navne – ingen nævnt, ingen glemt.

Alt det tillader jeg mig selv at lukke øjnene for en torsdag eftermiddag og i stedet skrue op for alle andre sanser.

Jeg er et irrationel væsen, jeg starter ofte først dér, hvor det målbare hører op.

Giver det mig trøst at sidde der på bænken og lade tårerne efterlade saltmærker på kinderne?

Trøst er måske ikke det rigtige ord, men det giver mig et rum, hvor jeg ikke skal være noget. Jeg kan bare sidde der og mærke, at jeg har en stor sorg i brystet. Sammen med glæden over livet, mine børn, dejlige venner og masser af dans. Det hele fylder til daglig mit bryst i én stor pærevælling, men her kan jeg adskille det lidt.

Give sorgen og savnet plads, “snakke” lidt med Poul. Sidde der og snøfte, indtil jeg igen får lyst til at gå ud i livet. Jeg låser min cykel op, imens jeg kan se ind til bargæsterne på Søren Bruun, der måske taler om livet og døden eller om træningskampen mod USA ude på Stadion i aftes…..

Intet er for stort og intet er for småt. Vi lever.

 

Related posts: