Det har været sådan, siden jeg var en halvstor pige:
Når der sker noget forfærdeligt med mennesker ude i den store verden, går jeg i følelsen af meningsløshed..
Jeg har altid været (lidt for) god til at se, at der altid er nogle, der har det værre end mig selv.
Det hele synes så håbløst, for vi skal alligevel bare allesammen dø, så hvad er meningen med de ligegyldige ting i hverdagen som, hvordan vi ser ud, hvilken bil vi kører i osv osv.
Det har taget mig mindst 45 år at lære netop af de kontraster, der er i vores liv.
Nej, jeg kan ikke sådan nu og her “gøre noget” for det nepalesiske folk – udover lidt økonomisk støtte. Og ja, det synes ret ligegyldigt, hvorvidt min bil er blå eller grøn eller med prikker i det store samlede billede. Om mine tangosko trænger til at blive skiftet ud med en nyere model.
Og dog – det jeg efterhånden har lært af livet er, at det netop er de små ting i hverdagen, der betyder noget. De ting, der er med til at gøre mig til en gladere person med et større overskud til andre.
Jeg var i dag i Magasin, Aarhus og gik igennem deres afdeling i stueetagen med en masse stande for diverse produkter. Man kunne kalde den for parfume/sminke/creme/læbestift/pudder og alt muligt andet til ansigtet-afdeling.
Jeg kom forbi en stand, hvor en kvindelig ansat stod og holdt ved en ung kvinde, der så meget dårlig ud. Hun var ligbleg og tydeligvis meget tæt på at besvime.
Jeg skyndte mig at hjælpe, vi fik hende sat på en sminkestol ud til gangen ved siden af standen. Den unge ansatte ville det bedste, men anede helt klart ikke, hvad hun skulle gøre i situationen.
Nu skal der efterhånden mere end en mulig besvimelse eller noget, der er værre, til at skræmme mig.
Så jeg tog over og bad den ansatte få fat i en vagt og noget vand.
Imens fik jeg kvinden til at tage hovedet nedad, holdt hende, talte til hende, tog hendes rygsæk og jakke af osv osv.
Der gik nogle minutter, før der var et krus vand til kvinden fra den ansatte. Yderligere nogle minutter før en vagt kom.
Vi fandt ud af, at hun havde været bloddoner nogle timer forinden og ikke havde fået andet end den chokolade og et glas juice deroppe siden morgenmaden fire timer forinden.
Hun rystede og hendes blodsukker var tydeligvis meget lavt.
Anyway, det skal ikke handle om, hvem der gjorde hvad, hvornår.
Blot dette: At hun faktisk gjorde mig en megatjenste ved at lade mig hjælpe og efterfølgende købe noget mad til hende i Emerys, da hun stadig sad der på sminkestolen et kvarter efter. Og ved gud, godt kunne trænge til at få mere farve i kinderne, men helst the natural way, lige i dag.
Jeg kom ud af min håbløshed over naturkatastrofer ude i verden, fordi jeg fik lov til at være noget for et andet menneske lige her tæt på. Og det er godt nok, fordi de “små” gerninger vi gør i dagligdagen, breder sig som ringe i vandet.
Jeg har en helt anden erfaring med at stå med alvorligt syge mennesker end den stakkels ansatte kvinde i Magasin. I dag så hun så, hvordan man kan agere og var tydeligvis meget lettet over, at en anden tog over. Men er samtidig helt sikkert blevet bedre klædt på til at yde hjælp en anden dag.
Måske vil de også i de små “butikker” i Magasin blive bedre til at løbe over og hjælpe hinanden, selvom de er ansat af de respektive kosmetikfirmaer og ikke Magasin. Måske kunne vagten smutte hen til Emerys i samme etage næste gang og få et glas vand, så det ikke skal hentes i en eller anden frokoststue på gud-ved-hvilken etage?
Måske ville en ansat i Emerys sige – Her tag lige den her sandwich med til hende, så vi kan få hende på dupperne igen. Måske….
Det er min kælphest: Næstekærlighed handler om at have hjerterum også for dem, vi ikke kender. Både dem ude i den store verden, men også de mennesker, der går på gaden lige foran os.
Og nej, det er ikke skrevet for at pudse min egen glorie, ( kun lidt i al fald :-)) for som sagt, kvinden reddede faktisk min dag ved at lade mig komme til hjælp og huske på det, der er lige her for næsen af mig. Hvor jeg kan være noget – nu og her.