Åh, den kære passion.
Jeg kan nogle gange næsten ikke leve med den, men jeg kan så afgjort slet ikke overleve uden.
Jeg lavede en artikel til Samvirke for mange år siden om fado sang og musik. På en lille bar i Lissabon, hvor der opstod en spontan og intim koncert med de unge fado sangere, Mafaldha og Camané.
– Når jeg synger, afslører jeg alt, hvad jeg er. Hvis jeg står og bevæger min krop fra side til side, er det ikke skuespil. Det er blot det, at fado er inden i mig, det løber i mine årer, det passerer forbi mit hjerte og strømmer ud af min hals.
Sådan forklarede Camané, hvordan han synger sine følelser ud.
Det kan da kaldes for passion.
Jeg er vild med passionerede mennesker. Samtidig er jeg også lidt bange for alle de følelser, der er inde i mig selv. “Problemet” er, at jeg ikke bare kan lukke op til nogle af de følelser, jeg gerne vil have i spil. Fordi de ligger derinde i mig og passerer forbi mit hjerte ALLEsammen. Så når der først bliver lukket op for nogle, kommer de andre også lige farende ved samme lejlighed.
Jeg prøver derfor nogle gange at lukke helt ned for alle følelserne. Det føles som om, livet er lettere så, men det er selvfølgelig bare en stakket frist.
For lige pludselig går der igen hul på følelsesbolden og der strømmer både det, jeg føler nu og her samt alt det ophobede, ud.
Jeg har vist efterhånden indset, at jeg er meget passioneret menneske, og at det ikke nytter noget at prøve at være mere “cool”. For i min passion ligger også alt det, som jeg brænder for at gøre her i verden: Min passion for at hjælpe andre mennesker med at mærke deres følelser. Råbe højt ud i verden, at her er skide skæppe skønt at være, på grund og på trods.
Min passion for relationer – hvordan det hele bliver meget lettere, når vi bliver lidt mere ovre på vores egen banehalvdel. Og meget meget mere.
