Jeg bliver af og til spurgt, om jeg ikke er lidt for optaget af døden, med min PeaceBeforeDeath og alt det der….
Som jeg ser det, danser livet konstant en stille dans med døden.
Eller døden danser en stille dans med livet – hvem ved?
Ligesom der ikke kan opstå de magiske øjeblikke, hvis jeg bare danser tango med mig selv, men først når der er en vekselvirkning imellem det feminine og det maskuline.
Ligesom vi først kan leve livet helt og holdent, når vi også erkender, at døden er en del af det.
Og at vi alle på et eller andet tidspunkt skal ned i den forbandede kiste eller urne eller hvor vores hylster nu kommer hen.
Selvom vi ikke lige kan se dem ude i erhvervslivet eller på gaden, er der hele tiden mennesker, der slipper ånden fri den allersidste gang.
Dem er jeg optaget af. Hvordan deres sidste tid var og hvordan de kom herfra.
Og det ikke kun for deres skyld, men jo især også for deres efterladtes.
Fordi jeg tilfældigvis er vældig optaget af livet – eller ved nærmere eftertanke – af mennesker.
Uanset om deres liv lige er startet eller er ved at nå slutningen.
Det der optager mig er, hvordan vi er med hinanden i alle livets faser. Nu har livet/omstændigheder bragt mig på en vej, hvor det at være der for nogle i deres sidste fase giver mening.
For nylig var jeg til en venindes fødselsdag, hvor jeg fortalte om det at hjælpe mennesker med at nå ind til sjælefred, inden de forlader denne fysiske verden.
Som jeg ofte før har oplevet, snakker jeg lidt om det og begynder at forklare, hvad jeg laver, hvordan jeg har lært mig det igennem årene og bla bla bla, som om jeg skal retfærdiggøre det, jeg kan.
Indtil en viis gæst i selskabet stille siger noget á la:
– For mig lyder det som om, det faktisk også er et talent, du har haft altid.
Jeg var lige ved at tude, fordi hun ramte så spot on!.
Fordi mine evner ikke kan måles og kommes på vægtskåle, har en del af mig altid syntes, det faktisk lidt var noget pjat.
Jeg er jo ikke UDDANNET til det.
Jeg er jo bare mig. Mig, der kan være 100 % til stede i bestemte situationer. Mig, der mærker og ser og lugter energi/ vibrationer, hører og ved en masse, som andre mennesker ikke nødvendigvis gør.
Det gør hverken dem eller mig bedre eller værre end nogen.
Vi har bare nogle forskellige kvaliteter.
Mine kvaliteter – det at stikke mig ud fra flertallet – har været utroligt svært for mig som barn.
Og en lille del af det barn har stukket næsen frem, hver eneste gang nogle har spurgt til mit virke.
Måske pipper hun også lidt med næste gang, måske er hun igang med at plukke blomster på engen.
Begge dele vil være ok
Jeg er optaget af livet og døden <3
