Hvad har argentinsk tango og ledelse med hinanden at gøre?
Foto: Peter Båtz
Blandt andet det at bestemme retningen og tempoet.
Det er nødvendigt for en leder at kunne. Og også helt nødvendigt for en fører af e
t par, der danser argentinsk tango. Parret går i en omfavnelse.
Det betyder at de to hele tiden vil forsøge at bevæge sig sådan i forhold til hinanden, at deres overkroppe så vidt muligt er overfor hinanden. Den enes hjerte så vidt muligt tæt ved den andens.
Føreren (som jeg efterfølgende kalder manden, vel vidende at det også kan være en kvinde) skal vide, hvor de danser hen. Samtidig skal han tillade og invitere til, at kvinden laver ornamenter eller andet med fødderne, som han ikke har forudset. Han inviterer måske til noget, men hun fortolker det på en anden måde. Dog vil hun hele tiden lave sine bevægelser ud fra, at hendes hjerte kommer tættere på mandens igen.
Derfor må han også hele tiden være parat til at tage nye skridt.
Tangoen er en improvisations dans.
Trinene er ikke aftalt på forhånd, kvinden følger mandens bevægelser og invitationer, lige så vel som manden får inspiration til sit næste træk via kvinden, musikken og pladsen på gulvet. Når det går op i en højere enhed, glemmer man næsten, hvem der er fører og hvem der er følger. Og går i ét med den anden person, musikken og dansegulvet.
Som en rigtig god leder, der inviterer og inspirerer sine medarbejdere til at komme med input, går med nogle af dem og justerer, når det ikke virker. Men lige som i tangoen, har lederen dog samtidig hele tiden en idé om, i hvilken retning de går.
Lederen er også den med overblikket over, hvor der er forhindringer, som de forsøger at styre udenom.
Ofte lykkes det, andre gange dumper man i forhindringerne, men rejser sig og børster støvet af tøjet. Orienterer sig på ny og går igen.
Manden fører meget kvinden ud fra sin overkrop – ud fra hjertet.
En god leder har selvfølgelig også sit hjerte med i sin måde at lede på. Og er med på, at medarbejdere bliver mere engagerede, når de ind imellem får lov at lave noget andet, end det åbenlyse. Ofte er det når rutinen brydes, der sker de helt spændende ting.
En rigtig god fører prøver konstant at få sin følger til at yde sit bedste, han ser hende i hendes bedste lys.
Presser hende ikke ud i trin, der ligger langt uden for hendes niveau. Men når hun føler sig i fuldstændig sikre hænder og har tillid, får hun dog en tendes til at turde noget nyt og bliver ofte selv overrasket over, hvad hun kan med ham som fører.
Behøver jeg endnu engang at forklare sammenligningen med en dygtig leder? Nej vel…
Kom, lad os gå i en omfavnelse!
