Tango på Hamborg Havn
I går var vi 5 tangovenner, 5 skønnerter, der kørte til Hamborg. I anledning af Hamborg Havns 825 års fødselsdag var der hele weekenden lagt an til Verdens Største Havnefest.
Vores mål var klart: Det spansk-argentinske tango orkester, Otros Aires, skulle spille på et område af havnen, hvor Buenos Aires var temaet.
Mulighed for dans til skøn og livsglad livemusik.
Mulighed for connection.
Jeg kunne godt selv mærke det, da jeg kom tilbage til mine venner ved bordet for enden af det dansegulv, der var lagt ud til anledningen. Mine kinder blussede som om jeg lige havde haft hed elskov. Jeg havde svært ved at være i min krop, mine ben var gele, og smilet bredte sig hele tiden i mit ansigt.
– Oh my God, det var fedt, røg det bare ud af mig, selvom det helt sikkert ikke var nødvendigt med ord til. Nu kunne vi for min skyld godt køre hjem – jeg havde connectet.
Den mand, der udløste mine røde kinder kan godt ha’ sagt sit navn til mig i de få sætninger, vi udvekslede høfligheder, for mig lød det bare tysk det hele. Og jeg er faktisk ligeglad med, hvad han hedder, hvor han bor, hvad han laver på job og i sin fritid.
Jeg vil bare nyde den hjerteforbindelse, der opstår, når vi danser. Den forbindelse, der har alt med ham at gøre og overhovedet ingenting har med ham at gøre.
Jeg sætter nemlig samtidig stikket i til mig selv. Når det er i, connecter jeg med hele Verden. Derfor har det egentlig ikke noget med ham at gøre, og derfor er det så nemt at sige tak for dansene og drage hjem bagefter.
Fordi jeg ved, der er masser af muligheder for at connecte med andre (og dermed mig selv). Når jeg tør.
Da orkestret havde spillet sidste ekstranummer, spurgte han på engelsk, om jeg vil komme til Hamborg igen?
Jeg sagde, at jeg ville finde ham, hvis jeg gjorde.
– But how, sometimes there are five milongaes (tangobal) in the same evening, svarede han.
Jeg smilede, svævede ned til de andre, og vi vendte skuden mod nord.
