Vælg en side

“At tage mig af min mor de sidste måneder af hendes liv bragte mig i kontakt med nogle følelser, jeg helst ville tillægge alle andre end mig selv.

Vejen ind til at erkende de følelser i mig var ikke belagt med velduftende rosenblade.

Den var fyldt med afmagt, misforståelser og dårlig kommunikation. Og mest fra min egen side, da mor efterhånden mistede evnen til at tale. Det var jo sådan set også pisse tarveligt af hende – så stod vi andre bare der. I guder, der dukkede meget op fra dybet i de måneder.

Hvordan skulle jeg kunne vise fuldstændig ubetinget kærlighed til den kvinde på 35 kg, der lå i sengen inde i deres store lyse stue og kiggede ud på foråret, der brød igennem med samme voldsomme kraft, som hun trak sig tilbage? Og hvordan skulle jeg kunne lade være?

Jeg havde som barn/ung af en eller anden grund fået lavet en historie om, at min mor ikke virkelig elskede mig. Sådan helt rigtigt. Nu bagefter kan jeg jo spørge mig selv om, hvor mange beviser jeg behøvede for at tro det. Om hun så havde stået på hovedet for mig dengang, var det blevet min faste overbevisning.

Jeg var i mange år i et meget stormfuldt og passioneret forhold med den samme mand. Og når han ringede eller skrev, slap jeg som regel både mig selv og alt hvad jeg havde i hænderne. Det var nogle gange mine børn.

Min mor var der altid til at samle dem nænsomt op. På sin helt egen stille mormor facon:
– Kom unger, nu tager vi hjem til os og går en tur med hunden og sætter en film på med Krummerne. Og så kommer mor og henter jer igen i morgen.

Hvis ikke det er kærlighed til mine børn og til mig, så ved jeg stadig ikke, hvad kærlighed er.

Da hun så lå der uden at kunne klare de helt elementære ting selv, kom alle de gamle følelser op i mig igen. Jeg vidste, at det var på det sidste, og jeg vidste også, at det ikke gav nogen mening at begynde at diskutere med hende, hvordan “ægte” kærlighed ser ud. Det var en ældgammel smerte, der ramte mig, som hun ikke længere kunne lindre. Jeg måtte selv tage mig af den. Senere.

Lige nu handlede det om hende.”