Lyset kommer
Nu er det snart tid til at skifte ham (måske du nu tænker, ja, jeg trænger da lige præcis til at skifte ham ud! Se det er noget helt andet. Den tager vi en anden gang, nissen har det jo altså med at flytte med 🙂 )
Jeg mener lige nu: at skifte ham – fra min uldfrakke i samme farve som himlen en frostklar dag i januar med højt til himlen og ingen skyer, til den vinrøde uden foer.
Den klare blå farve har bragt mig sikkert igennem den allermørkeste tid og fortjener snart en pause. Den bliver erstattet af den røde, som dog alligevel har lidt varme indbygget i stoffet af fløjl. Som naturen tager jeg en glidende overgang.
Mørket viger og safterne stiger – i træerne såvel som hos menneskene. Vinteren har akkumuleret masser af saft og kraft under den mørke og indadvendte tid. Nu er det tid til at sparke uldtæpperne og stearinlysene hen i hjørnet og springe ud i det virkelige lys. Uanset om vinteren har varet 4 måneder eller to år.
Tiden lige nu minder om, at lys og mørke er lige så uadskillelige størrelser som to elskende på en strand en lun sommernat.
At lyset vinder over mørket hvert år giver mig den der sikkerhed i, at sådan er det jo også for os. Der kan være så mørkt, som om lyset har været slukket meeeget længe, men på et tidspunkt kommer der små sprækker og lidt større og endnu større og…..
Lyset giver os nu mulighed for at se udad, lade blikket vandre henover egen næseryg og langt ud i horisonten. Udad – opad.
Snart hænger jeg den uldne i skabet, forhåbentlig ses vi først om ca 8 måneder. Vel vidende at til den tid glæder jeg mig garanteret også til at iføre mig den og atter kigge lidt indad, mæt af lys og energi.
Lige nu løsner jeg håret og smiler til hende den gravide på fortovet. Vi ved det begge – lyset er på vej.
