Når jeg står i køen i min Lokalbrugs i Jægergårdsgade, kan mine øjne ikke lade være med at falde ind i de store bogstaver, som fylder stort set hele vinduespartiet:
BEDEMAND
Lige direkte i synet en almindelig mandag eftermiddag, værsåartig- en lille servicemeddelelse om vores forgængelighed.
Derefter udfolder der sig som regel følgende scenarie:
Jeg forlader køen og styrter tilbage i butikken.
Smider chokolade, vin, chips og junkfood oveni mine varer. Eftersom jeg jo også skal ned i den forbandede kiste på et tidspunkt, kan jeg lige så godt give los.
Eller jeg vender tilbage til grøntafdelingen efter gulerødder, gurkemeje og ingefær i store mængder. I håb om at udskyde mødet med Bedemand H.J. Madsen så længe som muligt.
Af og til er det begge afdelinger, der får et ekstra besøg, bare lige for en sikkerheds skyld.
Her kan vi tale om mer/service-salg!
På trods – eller måske netop på grund – af den voldsomme daglige påmindelse om livets skrøbelighed elsker jeg Frederiksbjerg. Mit hood nu igennem 9 måneder efter at have boet ude i det lille hus ved den store skov.
Jægergårdsgade er blevet mit nye yndlings ”strøg”, som jeg lige skal igennem mindst én gang dagligt..
Du kan komme ind med 4-toget og gå direkte ud på gaden, der starter nede ved havnen.
(Ja, ja, jeg ved det. Rent teknisk starter husnumrene i den modsatte ende, men jeg holder sådan af tanken om, at havet er dens begyndelse og bedemanden dens slutning. Bær over med mig).
Du kan få tatoveret navnet på ham den lækre, du har mødt i gaden en glad torsdag. Få lavet en ekstra nøgle til hende den udvalgte. Og/eller en ring.
Få sat håret til brylluppet.
Og der drikkes kaffe – i stride strømme, når der skal snakkes om, hvordan det egentlig går.
Eller Hof og Arnbitter på de lokale bodegaer.
Bliver der kastet med porcelænet, kan du gå ned i gaden og købe nydrejet keramik til at supplere med. Eller bare tage ud og spise i stedet.
Der bliver strikket babyhuer og købt biodynamisk. Tøj og ting skifter hænder i den lokale ”genner”.
Og alle de sko, der bliver slidt af livets gang, kan enten få nye såler eller blive skiftet helt ud lige her i gaden.
Om de også kan afhjælpe bristede hjerter hos Hjerteforeningen, ved jeg ikke. Men jeg bliver varm indeni, hver gang jeg kommer forbi deres kontor. Det minder mig om dengang for et par år siden, hvor mit hjerte var bristet efter tabet af en elsket.
Bliver mindet om, at hjerter brister, fordi de har mærket stor kærlighed.
Og det er måske lige netop i alt det ”almindelige” liv, at kærligheden står sin prøve. Hvordan vi opfører os overfor hinanden på Jægergårdsgade og alle de andre gader i byen.
Det store gule skilt fra Pariserhuset hænger stadig lige ved siden af bedemanden, selvom butikken med spøg og skæmt er flyttet til lidt mindre lokaler. Som en påmindelse om ikke at tage det hele så alvorligt, råber skiltet til mig:
Få nu også en fest ud af livet mens du er her!
Når jeg om forhåbentlig mange år skal køres ud fra gaden, må Madsen Junior og co gerne trække den lidt ved at trille stille afsted på Marguerit ruten. Til min fødeegn ude ved Himmelbjerget, hvor jeg vil ligge med udsigt over Salten Langsø og Mossø.
Jeg har meddelt mine børn, at der skal stå Glædespige på min gravsten og øver mig derfor hver dag i at gøre mig fortjent til den fine titel.
