Jeg sad på den forreste bænk i venstre række af Gl Rye kirke.
Til højre for mig, ud mod midtergangen, sad min reservefar, Erik. Han havde været en stor del af mit liv de sidste ca 30 år, og jeg havde altid tænkt, at hvis jeg nogensinde skulle giftes, ville turen opad kirkegulvet foregå med ham ved den ene side og min biologiske far ved den anden.
De har begge to betydet rigtig meget i mit liv.
Det var desværre ikke et bryllup. Kisten til højre for os talte sit tydelige sprog.
For en gangs skyld havde jeg husket at få papirlommetørklæder med til en begravelse, og både Erik og jeg brugte flittigt af dem.
Vi talte senere om, at vi begge udmærket var klar over, at vi ikke kun græd over tabet af hende, der lå i kisten. Det føltes som om, der nu var skabt et frirum, hvor vi kunne tage os tid og lov til at græde over anden sorg også.
Vi vidste begge, at næste gang vi skulle sidde her, var det min mor – hans kone – der ville ligge i kisten. Der kom til at gå et par måneder.
I dag var det min mormor. Som jeg selvfølgelig også kunne fælde tårer over at have mistet, misforstå mig ikke. Dog var det lidt mere naturligt at tage afsked med hende efter et langt levet liv. Jeg “talte” også lidt med hende der i kirken. Faktisk var det nok kun mig, der talte indeni om, hvordan jeg udmærket forstod, at hun ville dø først. At det var den rigtige rækkefølge, trods alt, hvis der var nogen retfærdighed til.
Jeg talte med hende om sorgen over, at hun ikke nåede at få besøg af sin ældste datter de sidste uger af hendes liv, som hun tilbragte på hospitalet. Om hvor mærkeligt det var, at de var blevet indlagt i samme døgn – på to forskellige hospitaler. Hvor der nu lige var plads.
Sorgen i kirken den dag fik sit tag i noget meget, meget større. Den sorg over, at vi få dage forinden havde siddet sammen med mor overfor overlægen på hospitalet og talt om, hvordan hun bedst kunne tilbringe den sidste tid. De havde opgivet at gøre mere, og hun havde også selv givet op.
En sorg over, at hun var så svækket, at hun ikke fik sagt farvel til sin egen mor.
Et par måneder tidligere havde jeg siddet i Aalborg og taget afsked med min daværende svigermor – hvad skete der lige for alle de “mødre” i mit liv!
Det er muligt, jeg var på den anden side af midtfyrrerne, men jeg følte mig slet ikke klar til at rykke op og være den sidste mor i rækken – slet ikke.
Erik hjalp med at bære kisten med mormor ud til graven. Jeg græd.