Vælg en side

Magi og synkronicitet på El Camino

Samhørighed med et andet menneske kan komme, når vi allermindst venter det. For eksempel på en vandrings sti i det nordvestlige Spanien.
Først en lille historie fra januar 2015, hvor jeg var på vej i bil til samtale med præsten om Pouls begravelse.
Jeg bad Universet/mig selv om hjælp til at forstå, hvor jeg præcist kunne bidrage, så præsen fik et oprigtigt og nuanceret billede af den mand, han snart skulle begrave.
To sekunder efter ringede min mobil – det var fra Hjerteforeningen, der var i gang med en kampagne. Godt så!
Da jeg havde talt færdig med manden derfra, tændte jeg for radioen i bilen, og ud strømmede ” Imagine” med John Lennon.
Godt så igen – jeg har forstået det, tak!

Tilbage på camino-sporet:
Med naturens rytme som baggrunds musik satte jeg det ene ben foran det andet, med fokus på at have hjertet forrest.
Kulisserne var blandt andet gamle stengærder, som gnomer og trolde grinenede smuttede ind og ud imellem.
(ja, den slags skovvæsener har jeg set, siden jeg var barn, sorry)

Alfer og feer svingede sig imellem og i barken på de mange eucalyptustræer, hvor luftvejene af og til blev renset helt ned i roden af alle mine kapillærer. Duften hjalp mig med at give slip på sorg over et tilsyneladende tab af en elsket. Tilsyneladende fordi samtidigt har den oplevelse beriget mit liv til at finde helt ind til ubetinget kærlighed.

Der løb i perioder tårer ned ad mine kinder med samme strøm som de mange vandløb langs stien.

Vi gik to kvinder sammen – i stilhed, i snak, i grin og i gråd. Det hele i én stor pærevælling.
Ofte var der vandpytter eller sten formet som hjerter på vores vej – vi lappede dem i os.
Den andensidste dag, stod der pludseligt på en blå plastic-skraldespand ved siden af vejen:

Imagine all the people
living life in peace
….

På de følgende skraldespande stod der flere uddrag fra “Imagine”

Det var meget, meget stærkt for mig at gå med disse tegn ved min side for hver 2-3 km.

Et par km efter slutningen af sangen kom vil til en overdækket, stor træpavillon. Den ligende et meget stort udendørs dansegulv.
Lige ved siden af caminoen, udenfor en by.

Der holdt et folkevognsrugbrød parkeret ved stedet.
En mand sad på kanten af trægulvet med sin hund.
Længere nede af langsiden stod et lille rundt bord med bøger opstillet, som han har skrevet – ” La soledad compartida”.

Det korte af det lange i den historie er, at denne mand, forfatteren til bogen, pludselig løb hen til mig og gav mig den dybeste og længste omfavnelse, jeg nogensinde har fået udenfor tangoen.
Jeg besvarede naturligvis omfavnelsen og vores hjerter flettede sig ubesværet sammen i de minutter, det varede.
Med et kys på min kind gik jeg videre med det mest pulserende, livfulde hjerte (næsten) ever.

Hold nu fast, den camino er en fuldstændig magisk genspejlning af det, du har brug for lige dér og nu – I’ll be back

(Der er mange flere små historier, som endnu ikke rigtig er landet i mig.

Af hele mit hjerte tak til min veninde Hanne som fik mig med.

Related posts: