Vælg en side

Lader du dine ben eller dit hjerte bestemme, hvilken retning du tager?

Jeg elsker at bruge det, som jeg lærer til tango, i livet udenfor dansegulvet også.

Perchs 2

– Lad brystet bevæge sig i den retning, du vil og vent med at bevæge benene, indtil de ikke kan andet end at følge efter!

Sådan forklarede Ariadna Naveira på et kursus for kvinder forrige weekend, hvor jeg var til tangofestival i Aarhus ved Tango Malevaje.

Som én af verdens dygtigste tangodansere ved hun lige præcis, hvad hun taler om.

Jeg har stadig rigtig meget at lære om den argentinske tango. Især om det at dissociere  (i tango vil det sige at bevæge den øverste del af torsoen i én retning, mens ben og resten bevæger sig i en anden).

Jeg kan meget nemt lade benene bestemme for meget. Derfor øver jeg mig i at gå rundt i byen med hjertet først. Jeg gør det helt konkret ved at have en del af min opmærksomhed et sted tæt ved hjertet. Ved brystbenet, som så også lige får et lille vip opad. Uden at skyde brystet mærkbart frem.

Det er snarere som om, jeg lige lader min indre værdighed vågne og bære mig frem med hjertet en anelse forrest. Og først derefter lader benene tage de skridt, de gerne vil. I stedet for bare at lade dem løbe som en Duracellkanins ben.

Det er den der årvågne afslappethed – på én gang har jeg min opmærksomhed rettet indad i mit center/hjerte, samtidig med at den anden del af mig er fuldt tilstede ude i verden. Dobbelt bevidsthed.

Jeg er vild med tanken om, at det er mit hjerte, der mere og mere bestemmer retningen. I dag ville jeg have en kop the i byen og istedet for Emerys, som jeg ofte vælger, lod jeg hjertet gå forrest og endte i Perch’s Thehandel.

Der kunne jeg sidde og se på alle de forskellige måder, der er at gå ud i livet på: Med benene, hovedet, underlivet eller hjertet forrest. Nåh ja, nogle kommer selvfølgelig også gående med maven først:-))

Hvad styrer din vej i livet?