Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/forvandleren.dk/public_html/wp-includes/post-template.php on line 284

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/forvandleren.dk/public_html/wp-includes/post-template.php on line 284

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/forvandleren.dk/public_html/wp-includes/post-template.php on line 284

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/forvandleren.dk/public_html/wp-includes/post-template.php on line 284
Vælg en side

De små ting

Mor har altid haft et meget kraftigt, sort hår med ganske få grå penselstrøg i.

Da hun tidligt i forløbet blev anbefalet at købe en paryk, var hun ikke i tvivl. Det ville hun selvfølgelig. Den første og eneste gang den blev brugt var på hospitalet, da jeg sad på en stol for enden af hendes seng med parykken på hovedet og frisøren bag mig, mens hun klippede den til i en page magen til mors egen.

Først noget senere i forløbet, efter at hun var kommet hjem, mistede mor meget af sit hår på grund af strålebehandling.

Som Samsom gav hun sin (ydre) kraft fra sig. Dog ikke på én gang, men i totter der blev større og større.

Man skulle tro, at hun havde andet at tænke på, end hvor det hår skulle hen. Men måske er det netop det der sker, når døden er næste naturlige skridt. At de ting, der kan synes ret så små og ligegyldige udefra, i virkeligheden er dem, der faktisk er med til at give livet mening.

Lige udenfor hendes havedør ved siden af sengen gjorde Naturen det, den altid gør – uanset hvad der sker i vores liv. Den var igang med sin cyklus. Foråret piplede frem, og deres store have og skov var fuld af fuglefløjt.

Så når mor havde fået samlet en tot hår, gav hun den til os og pegede ud på haven. I starten kunne hun mumle, at hun ville have det ud til fuglene, som var igang med at bygge reder. Efterhånden som talen forsvandt, vidste vi jo bare, hvad hendes ønske var.

I starten blev jeg vred på hende over det:

– Hallo, det er altså døden, vi har med at gøre her. Er den ikke lidt vigtigere at tage sig af end nogle få strå til nogle fugle!

Hvad dette “tage sig af” skulle indebære, havde jeg ikke helt styr på, men noget måtte vi da gøre. Min frustration stod på nogle dage, indtil jeg gik ind i min tillid til, at hun nok vidste noget bedre, hvad der var mest vigtigt for hende lige nu.

Fra da af blev det hele meget nemmere at være i.

Og tanken om at der kom nyt liv til det forår på et blødt og solidt leje af hendes hår blev faktisk meget smuk. Kraften var givet tilbage til Naturen.

Related posts: