Innovation er et af de ord, der konstant fyger rundt i medierne og blandt selvstændige.
Vi skal rykke hurtigt og ha’ mål og gå efter dem – big time.
Jeg har netop læst Robert Maurers bog om Kaizen.
En lille, spændende bog, der handler om de små skridt. I modsætning til innovation, der kræver radikale reformer for at opnå forandringer.
Alle forandringer, selv positive, er skræmmende. Forsøg på at nå mål ved hjælp af radikale og revolutionære midler slår ofte fejl fordi de fremkalder angst. Men kaizens små skridt afvæbner hjernens frygtreaktion og stimulerer rationel tankegang og kreativ leg
Robert Maurer
Det er ofte de små ting, jeg får øje på ude i virksomheder og på hoteller. Små ting som er til at implementere uden alt for store krumspring. Der skal måske nogle samtaler til eller lidt justeringer i rummet, men det hele skal ikke vendes upside-down. Det føles derfor ikke farligt, men har alligevel en meget stor effekt.
Jeg har hundredevis af gange talt med medarbejdere om et problem, som syntes uoverskueligt for dem. Hvis det eks. var et helbredsproblem, kunne jeg gøre det mindre ved at efterlade dem håb med et enkelt råd til noget, de selv kunne starte med. Så enkelt som at tage noget ekstra magnesium i en periode, hvis det er mange muskelspændinger, der er problemet. Også selvom problemet oprindeligt skyldes store problemer i en afdeling, hjælper det, at de får startet med en lille ting.
Næste gang jeg ser dem, vil de gerne gøre mere, fordi rådet om magnesium var til at overskue og nu får de færten af, at de selv KAN gøre noget – tage små skridt henimod at tage ansvar for dem selv.
Jeg formår ofte også at give dem følelsen af, at det måske slet ikke er så slemt, som de har fabrikeret en historie om. Tage dem med et sted, hvor vi sammen ser på problemet lidt oppefra/udefra.
Og lige så snart vi ikke længere står inde midt i problemet, men kan se ind på det, bliver det som bekendt automatisk mindre.
Det ER virkelig min erfaring og overbevisning, at det er så lidt der skal til at forandre en hel masse.