SLIP KONTROLLEN
Solen forsøger at tegne mine fregner i ansigtet op på den hvide baggrund.
Fuglene blander sig lystigt med byens øvrige lyde i Aarhus, hvor jeg bor og netop har sat mig med en tyk trøje på min altan mod vest.
Nu VED jeg bare, at det er tid til at slippe alle bekymringer.
Endnu engang fortæller naturen os, at der ikke er grund til at tvivle.
Der skal nok komme lys efter mørke. Den har helt styr på det.
Det, der kan være så svært at tro på midt i december, hvor mørket har svøbt sig omkring os som et tykt uldent tæppe.
Og nu, en uge inde i marts, har lyset allerede fjernet 4 timer af mørket siden dengang.
Vi ved godt, at mørket vil komme igen. Men der er ikke mange, der lige nu kan finde på at gå rundt og bekymre sig og klage over, at det vender igen om 3 1/2 måned.
På samme måde er der altså heller ikke nogen grund til at gå og vente på, at næste bekymring i ens liv skal dukke op.
Der kommer sikkert noget igen på et tidspunkt, helt af sig selv.
Den behøver ikke vores søgen efter sig. Ligesom vi hverken behøver at bekymre os om mørket eller lyset i naturen. De kommer af sig selv, uden vores hjælp.
Og hvem ved, hvilket forår og lys, der kommer bagefter!?
Ét er sikkert. Vi nyder lyset så meget mere efter en tid med mørke.