Dansen i livet
Huset i baggården, der mest af alt lignede en forladt fabriksbygning, havde åbne vinduer, hvor argentinske toner strømmede ud fra og viste vej. De blandede sig derefter med Berlins lune aprilvind og forsvandt.
Vi låste vores cykler sammen og drog op mod det forjættede dansegulv i Tango Loft.
Som sædvanlig havde jeg været igennem en masse blandede følelser, inden vi tog afsted. Skrækken for ikke at blive budt op til dans kommer altid lige en tur forbi. Sammen med en følgesvend, frygten for at BLIVE budt op.
Story of my life. Jeg vil være med i livets dans – jeg vil ikke være med – jeg vil. Overgive mig til alle de følelser, der ligger og lurer den dag. For den argentinske dans giver ikke mening for mig, hvis jeg blot danser den uden den store indlevelse. Så kan jeg lige så godt lade være. Derfor er der altid en masse på spil.
Jeg har muligheden for at overgive mig fuldstændigt til en anden person i de ca 12 minutter, en tanda – en “runde” varer. Det er som om, at den overgivelse samtidig er min overgivelse til livet – det lyder lidt højtravende, når jeg skriver det her, men sådan føles det altså inde i mig, når det står på. Der er ikke så mange midterfølelser til stede i mig.
Anyway, min rejse og -dansepartner var meget grøn udi den argentinske tango, og det viste sig efter få minutter på gulvet, at vi ikke kunne få det til at spille i det tætpakkede lokale. Han måtte give op.
Så stod jeg der og var bange for, at jeg ikke ville blive budt op, da det måske så ud til, at jeg overhovedet ikke kunne danse efter vores debut sammen udenfor øvelokalet.
Der var dog en mand på min højde i lyserød skjorte, som hurtigt fik øjenkontakt med mig, Jeg besvarede ved at holde kontakten lidt længere og vi gik samtidig ud til kanten af dansegulvet. Oh skræk oh ve – jeg var så nervøs, at jeg slet, slet ikke kunne fange hans bevægelser. Det var en pine uden lige. Han dansede så langsomt og med så fine, små antydninger, at jeg bare ikke kunne følge ham. Det var de længste 4 minutter, jeg nogensinde har danset. Han sluttede af med et noget sarkastisk “Danke” og gik!
Jeg gik ydmyget tilbage og stillede mig ved siden af ham, der lige nu var reduceret til at være min rejsepartner. Klar til at kaste håndklædet i ringen. Samtidig med at det overhovedet ikke var en mulighed for mig, når det kom til stykket. Jeg var sgu ikke kørt hele vejen fra Aarhus til Berlin for at se på seværdigheder.
Min rejsepartner satte sig på en stol lidt fra dansegulvet, mens jeg blev stående med min indre kamp.
Jeg havde set ham den høje med sort skjorte og ditto bukser. Han prøvede at få øjenkontakt med mig fra forskellige sider, men jeg var simpelthen endnu ikke klar til igen at forsøge mig. Efter et par sange mere så jeg dog op, mødte hans blik og overgav mig.
Efter ganske få sekunders omfavnelse vidste jeg, at jeg var kommet hjem for denne aften. Han startede med helt enkel gang, jeg gav mig hen til musikken og ham. Når vi gik fejl af hinanden, grinede vi begge og fandt lynhurtigt ind til samhørigheden igen. Han var en stor mand med den der solide jordforbindelse, som giver mig ro i dansen. Han tilføjede noget af det, jeg ikke selv har så meget af. Og jeg tilføjede noget lethed til hans tyngde.
Perfect match.
Da vi senere cyklede igennem Berlinernatten, føltes min cykel let som fjer.
Min rejsepartners oplevelse af aftenen er selvfølgelig en helt anden historie.
